| ET STING AF VE DA SLANGEN HUG MIN HÆL. MINE ØJNE KAN NU SE OG FATTE KAN MIN SJÆL. Syner ser det ene. Fakta det andet. Pantsat er mit tredie. Syner ser de. Billeder fra dimensioner bag mine øjne. Ser tusmørkelange krogede gader slynge sig i labyrinter mellem huse svajende og bølgende, som en myre i en kornmark mellem stråene ser jeg opad. Opad ser jeg og vinduerne står alle åbne i husene og menneskene hænger ud deraf og kigger og kigger og kigger. Og dybt nede, deroppe fra, ligger gaden jeg går på og jeg er ene med min skygge der flakser omkring mig som stearinlysets sidste blafrende åndedrag uden det dog går ud. Det er som mangler min skygge næring, noget at gro ud fra, noget at være bundet til. Jeg er dens herre. Mig hører skyggen til, men det er som den ikke vil lystre mig. Går jeg hen mod enden af gaden og den dunkelhed der hersker der, bliver skyggen liggende og vil ikke følge og løfter jeg armene for at vække den til dåd slår også den blot ud med armene. Jeg indeholder så meget af ingenting at selv det der er mit eget ikke vil følge mig og min krop svinder bort så ikke engang min skygge er tilbage. Kun mine øjne der ser at min skygge er borte. Det eneste bevis jeg har på min eksistens. Og jeg løfter armene for at påberåbe mig den eneste sande frigørelse fra legemet og jeg løfter armene og alle mennesker falder ud af vinduerne. Langsomt falder de. Falder. Og falder. Med deres legemer brændende af lidenskab og kvindernes skød står åbent for at de fugle der mangler rede kan søge derind. Og sværme af fugle vrimler i deres skød mens de falder og befrugter dem inden de når til jorden og bliver til de brosten jeg vil til at træde på. Jeg hopper paradis på deres kroppe og springer buk over mændenes fallos der står tilbage som brandhaner. Jeg elsker jer, skriger jeg, Elsker jer nu og min skygge parrer sig i flæng blandt brostenene og straks er alle vinduer i de vaklende huse atter besat af nye horder af mennesker der ikke opnåede saliggørelsen den første gang. Men min gade drejer og jeg må følge den, men husene følger også og menneskene og kvinderne som bliver befrugtet af horder af fugle følger efter, kun gaderne og navnene skifter. Dog, også tiden skifter og noget af tiden er dag men mine gader er evigt dunkle og mørke. Gadernes navne er dunkle også de skilte hvorpå navnene står, så jeg må sende min skygge op for at læse det. "Ingen vej," læser han men det er blot for at genere mig. Og alle menneskene i alle vinduerne vinker og vinker at jeg skal gå den vej og jeg knytter hænderne og rækker dem i vejret blot for at bevise min ikke eksistens styrke og alle menneskene vælter ud over vindueskarmene og klamrer sig til gesimser og i hinanden som fluer der ubehjælpsomt er fanget af fluepapiret, men stadig lever i det forfængelige håb at komme fri. Hager sig fast i hinandens øjne, hår, ben og lemmer og jeg sænker mine hænder og alle vende de tilbage til deres vinduer hvor de sidder og stirrer hinanden tomt i øjnene uden at se indhold eller dybde. Og jeg er Moses, Aron og Johsva og hæver igen mine arme og straks tændes gløden i deres øjne og de nikker og smiler lidt og måske er der nogen der græder. Og angsten kommer straks farende ud af gadens mørke fordi der er nogen der lever her. Og jeg sænker mine hænder og angsten kan intet levende finde og alle mennesker sidder atter i deres vinduesnicher og stirrer uden at kunne se. Og husene svajer i blide åndedrag fra side til side i store sving uden at falde. Det er som de har opfattet at når alle menneskene er døde, er det deres tur til at leve. Til at vågne op og gøre brug af den venten de har samlet i så mange år. Så jeg vil hjælpe husene og træerne der er plantet i gaderne i deres ungdom. Plantet uden at de kunne protestere eller foretage sig noget til at forhindre det. Og jeg stamper i jorden og som støvregn falder menneskene fra deres hule vinduer med hule øjne ned omkring mig og bliver til slanger og frøer og de kvinder som fuglene befrugtede, føder underligt udseende børn der vrimler frem alle vegne mellem brostenene og de løber skrigende rundt i gaden mens slangerne hugger gift i dem én efter én. Og de der er døde flyver bort som sommerfugle ud i mørket mens deres angstskrig hænger tilbage som gardiner i mine ører. Og mødrene til sommerfuglesjælene søger frem fra brostenene for at hjælpe deres børn men møder kun slangerne som snor sig om deres ankler og kravler op ad deres ben til de når indgangen til deres moderliv og kravler indenfor. Og kvinderne vrider sig overalt i gaden mens slangerne fortærer den sidste rest af deres jomfrudom og de holder sig for skødet efter slangerne er forsvundet. Og de rejser sig alle og går i procession gennem gaden for at besynge deres nye tilstand indtil de bliver hadefulde mod hinanden og opædes af den gift slangerne sprøjter ud i dem mens nye mennesker i alle vinduer følger deres vandring med udslukte øjne. Og sommerfuglebørnene flyver omkring dem og prøver at forklare dem noget som de ikke forstår og prøver med små lys at tænde glød i de tomme øjne. Men det lykkes ikke og sommerfuglebørnene bliver til støv der langsomt driver væk med vinden. Og jeg hæver mine hænder for at få ro og der bliver helt stille. Husene står og svajer frem og tilbage men er tavse. Tusindvis af udhungrede og fortabte sjæle har vandret hen over brostenene men også de er tavse. Alle menneskene står som tåger i deres vinduer uden form eller kontur og svajer frem og tilbage i takt med husene. De er ånder nu fordi jeg ønsker de skal være ånder. Og jeg puster mod dem så de blæser væk uden at efterlade sig nogen skygge og straks de forlader vinduerne kigger andre mennesker frem for at se hvor de blæser hen men deres øjne kan ikke følge dem og de ser blot på hinanden. Kigger ud af døde øjne ind i døde øjne. Og jeg sparker til murene for at få husene til at vælte over ende. Men de falder ikke. Svajer blot ekstra meget og hælder hele deres indhold af menneskeligt affald ud i luften så alle menneskene klamrer sig til hinanden mens de falder. Tættere og tættere klynger de sig og de børn de føder, falder med dem mod stenbroen. Og lyset kom og det blev dag og mørket kom derpå og angsten for at ramme brostenene for hårdt dræbte dem inden nogen nåede ned. Så deres døde kroppe landede roligt som dun og blev til blomster og bier og de næste som faldt blev buske og træer og sommerfuglebørnene kom tilbage og åd det hele så kun sten var tilbage i haven. Og jeg kaldte på min skygge og gik videre af "ingen vej" og jeg gik ind i dunkelheden i de mørke snoede labyrintgader. Og jeg løftede mine arme men så intet liv og til sidst var jeg helt alene for min skygge sendte jeg afsted for at bringe jer dette budskab herfra.
|