DEN      GODE      FE.

Han havde fået en halvtredser med. Mindre havde hans far ikke haft i pungen. Og med direkte ordre om at passe godt på at få rigtig penge tilbage. Han havde trukket tiden ud, men hans far havde set at han ikke lavede noget alligevel, og så måtte han tage jakken på. Trevent. Men der var ikke nogen vej udenom.

Han havde ikke kunnet finde flere påskud til at blive liggende og glo med på en udsendel­se, på et sprog der ikke interesserede ham.

"Jo længere du venter, jo senere bliver det bare," sagde hans far bare og så videre på ham der talte i fjernsynet. Og han havde fornemmet det. Og her, på vej ned ad trappe­opgangen, kunne han så mene hvad han ville om fædre og børne­misbrug. Men han sagde det ikke. Han forsøgte i det hele taget at være så lydløs som mulig. Alle hans sanser sad et lille stykke inde under huden og anspændtheden gav ham stivhed i nakken og spændte hans mave i en bue af frygt. Foden blev sat let på hver trin for at høre om støjen blev for stor for stilheden og hvis den gjorde, satte han straks den næste fod ned på næste trin, uden tyngde, for at udligne forskellen. Når de voksne brugte trapperne, rungede det fra alle etagerne op og ned i trappegangen, men ingen magter skulle vækkes af at han gjorde støj. Magter, som han vidste var der; som ville blive vækket til live ved den mindste uro; som ville dukke krævende frem og kræve hans sjæl. Som de zombier han havde hørt sine kammerater fortælle om.

Han drejede rundt med gelænderet og listede den næste etage ned og hen til lyskontak­ten. Den var næsten ude. Han maste den ind igen og gav den adskillige pump ekstra. Det var et spørgsmål om at liste, uden dog at liste så langsomt at mørket overfaldt ham midt mellem to etager. Så var der slet ingen sikkerhed mere.

Han nåede helt ned på anden sal før det indhentede ham. En lyd af noget der gav et ekko i hele trap­pegangen, fik ham til at stivne midt i en bevægelse og klamre sig til gelænderet.

Mens han holdt fast i det, slap lyset op. Nu vågnede de alle sammen. Han fik gåsehud i nakken. En blød lyd af noget der ikke kunne indpasses i hans kendskab af lyde, nærmest sank ind i ham. En skarp, pinagtig smerte et sted mellem hans skulderblade, fik ham til at løsne op og styrte nedefter. Han hev sig rundt ved gelæn­deret ved de sidste afsatser og nærmest tumlede ind i den knækkede, armerede glasrude i gadedøren. Han hvinede efter vejret, jog døren op og sprang udenfor.

Det var kun tusmørke. Det undrede ham. Det havde set meget mørkere ud gennem trappevin­duerne. Døren gled i bag ham med et lille klik og han blev stående i indgangsnichen mens han fik herredømme over sine bevægelser igen. Husrækken overfor stod som mørkegrå klodser mod den svagt oplyste aftenhimmel, hvorfra gadelysene hang som blåviolette glasklokker ned over myldreti­dens sidste efternølere. Bilerne havde næsten alle lys på men butiksvin­duernes udstråling var endnu for svag til at gøre deres styrke gældende. Den kendte lyd af bilerne beroligede ham. Den gade han boede i kendte han. Og drugstoren lå fire gader derfra og rundt om et hjørne. Måske fem minutter borte. Men anlægget med de store træer lå mellem de sidste to gader og selvom han legede på græsset om dagen, gik han nødigt forbi det om aftenen, hvis han ikke havde sin far, eller en anden voksen, tæt ved siden af sig. Hvis ikke, så spænede han. Om dagen gjorde det ingenting. Han og hans kammerater legede altid i anlægget, der strakte sig flere gader bagud. Men nu, hvor der ikke var lys nok til at han kunne se alting tydeligt derinde, så vidste han, at bag hver busk kunne der gemme sig et frygte­ligt væsen, der havde udset sig ham som den krop, det kunne flygte væk fra anlægget i. Han krammede pengene i lommen og kiggede frem fra indgangsnichen. Bare der kom en mand han kunne følges med. Helst sådan en rar ældre mand med stok. Det var det bedste. Men de voksne han kunne se, duede ikke. De var kun på alder med hans far. De gik heller ikke den vej han skulle. Kun en træt dame der bar på en stor taske kom den rigtige vej hen ad fortovet. Han studerede hende. Hun havde en grim hat på, men hun kunne gå an. Det var ikke det bedste. Hun ville sikkert skrige i vilden sky og løbe væk når der sprang en zombie frem fra buskene. Men så kunne han måske i stedet redde hende.

Hendes ansigt kunne han ikke se, for hun så ikke op, kun hastige glimt ud til siderne mens hun gik. Han hoppede ned fra trappetri­net og slog følge med hende idet hun passerede. "Go'dag. " Sagde han høfligt. Det gav et sæt i damen og hun så forskrækket op og ned igen og fangede så hans blik og stoppede op. "Hva' ska' du? Hva' vil du?" Han kunne se at hun var blevet bange. Han så forlegent ned. "Æh ‑ ingenting," mumlede han. Hun måtte for alt i verden ikke jage ham væk, nu da den livs­vigtige kontakt var opnået. "Jeg bor dér" sagde han og pegede op som for at fortælle at damen ikke behøvede at være bange for ham. Han måtte forbi det anlæg sammen med hende. "Se så at stikke hjem med dig," hvæsede damen nervøst og gik fremefter, mens hun hankede op og knugede tasken tættere til sig. Hun så tasketyve i enhver knægt efter mørkets frembrud. "Savner din far dig ikke?" Han rystede på hovedet. "Jeg er på vej i byen for hende," sagde han ærligt. Måske kunne det blødgøre damen. Hun var gammel, kunne han se, men ikke gammel nok til at være rar. Hun så heller ikke vred ud mere. "Hvor langt skal du?" spurgte hun. De gik stadigvæk og han holdt øje på de yderste træer i anlægget der lang­somt kom til syne. Han gik stift men følte sig i nogenlunde sikkerhed nu. "Ned til drugstoren. " Han pegede. "For at hente cigaretter. Til min far," skyndte han sig at tilføje. Damen kiggede på ham. Undersøgte ham for at se om han muligvis talte sandt. Han skridtede trofast ud ved hendes side. "Hvor gammel er du egentlig?" spurgte hun til sidst for at få lidt skred i samtalen. Han ud­gjorde vist ingen trussel mod hende. Det kunne også være betryggende at have en føl­gesvend, uanset alder. "Ni år," mumlede han. "Nå ja, så kan du da også sagtens løbe ærin­der for din far. " Han sagde ingenting. Var mere optaget af om damen skulle dreje af inden de var forbi anlægget. Han følte det krible i nakken ved tanken om at hun plud­selig skulle standse op og sige farvel. Træerne var tættere på nu og hele hære af zombier kunne gemme sig derinde. "Hvad hedder du?" Han hørte godt spørgsmålet, men hele hans opmærksomhed var låst fast på træerne og krattet ind mod de store plæner bagved, lige ovre på den anden side af den gade, de var i færd med at krydse. "Er du døv?" sagde damen og han gav et helt spjæt. Hun måtte ikke sige noget. De skulle være helt stille.

Det kunne gå galt. Han rystede ubevidst og tryk­kede sig let ind mod damen. Hun standsede og kiggede på ham og han så op, skræmt over at hun turde standse op lige her ud for træerne, hvor det var aller farligst. Så smilede damen. Et lille kort smil. "Du er jo mørkeræd !" Hun sagde det ganske almindeligt. Han krympede sig. Det var ikke meningen. Det skulle damen ikke vide. Så gik de videre. Forbi flere af de store træer. "Hvor var det du skulle hen?" spurgte hun ligesom henka­stet. "Ned til drugstoren," hviskede han mens han gik så tæt på damen som han turde, mens han samtidigt holdt øje på de skygger de passerede. Han skelede ud til siden for at om noget rørte sig det krat de passerede. Et eller andet raslede i buskadset derinde og han gav et hop så han stødte mod damens taske. "Det er bare en fugl ‑ eller sådant noget," hviskede hun men satte alligevel farten op og knugede sin taske igen. Det kunne være så meget andet. "Skal du også ned til drugstoren?" spurgte han stille, som for at få et ønske opfyldt. "Næ, egentlig ikke," sagde damen "jeg skal ned til min datter. Jeg skal med en bus, lige her henne om hjør­net. " Han sank sammen i ryggen. Damen smile­de men det så han ikke. "Men det kunne da være at jeg skulle tage et stykke kage med derind. Det kan jeg vist nok nå inden bussen går. " Hjertet slog hurtigt i hans bryst. Hun skulle også ned i drugstoren. Og de var snart forbi anlægget. Og zombierne blev bag træer­ne. De skråede over den sidste gade og gik igen langs husrækken. De store butiks­vindu­er gav dem præcist så meget lys, at han frit turde gå forbi de fem trappeopgange der var, uden at han måtte standse op foran hver enkelt og så lynhurtigt smutte forbi, inden ånderne opdagede at han havde snydt dem. Nu var han sikker. Og da drugstorens lysskilt over døren dukkede frem, var det som at gå under en triumfbue og ind i butikken. Det tog ham ingen tid at købe cigaretterne og få de rigtige penge tilbage, for damen stod ved siden af. Hun købte en wienerstang og han kiggede sultent på den mens hun fik den pakket ind. Så gik de udenfor. "Du skal ikke hjem efter et eller andet først?" spurgte han. Der kunne jo ske mirakler. "Først?" spurgte damen men så lo hun stille. "Nej, jeg må nok hellere se at finde min bus. Men prøv at se her" Hun tog en ting op af sin taske. Det var et nøgle hvidt strikkegarn.

Hun rev cirka en meter af. Han gloede forbavset på hende. Hvad skulle han nu. "Du er bange for mørke, ikke sandt?" Han så op. "Og for hekse og trolde og vampyrer, ikke sandt?" Hun stirrede ham stift i øjnene og han så ned. Det skulle hun ikke vide. Men hun havde jo fundet ud af det. "Er der flere ting?" Han vred sig men hun vidste godt hvad drengene for tiden så. "Zombier?"

Han rystede over hele kroppen ved at høre ordet her og kastede forskræmte blikke til alle sider. "Nu skal du gøre præcist, hvad jeg siger. " Hun hev tråden over et par gange. "Du skal sige lige efter mig. " Hun så på ham. Han kiggede op. "For­står du?" Han tøvede et øjeblik men nikkede så. "O. K. Sig så ZOMBIE !" Ordet fik det ligefrem til at vælte baglæns inden i ham. Hans tunge blev tyk og vild og kunne slet ingenting og han formede alle mulige bevægel­ser med munden. Han følte at hun havde smidt ham i iskoldt vand og nu forlangte at han skulle svede. Hun så hans panik. "Nej," sagde hun. "Sådan her. " Og hun formede ordet med læberne og tvang ham til at gøre det samme. "Sig det så: ZOM ‑ BIE. " Han fik styr på læberne og tungen, men ikke på sit hjerte der hamrede af sted. Hun måtte være en stor trold­mand at hun havde en sådan magt over zombi­erne at hun bare kunne sige deres navn og kalde på dem, uden at der skete hende noget. Og nu ville hun have at han også skulle gøre det. "Sig det nu," befalede hun og han støn­nede "zom. b. b. biee." "Ja," ivrede hun "tag det nu roligt og sig det så langsomt. Når du kan sige deres navn, får du magt over dem og de må flygte for dig. Når du siger det rig­tigt, binder jeg en hvid ring om din lille­finger for hvid bliver alle zombier rædsel­slagen ved. Kom, sig det nu, for det er det der giver dig magt over dem. " Han fik det sagt næsten rigtigt. Stiv af anspændthed ‑ og uden at de skete ham noget. Damen bandt en hvid ring om hans lillefinger og befalede: "Sig så: ]NDER og TROLDE. " Han stønnede, "Ånnnnner og trolleee," uden at turde åbne munden alt for meget og det blev nærmest en lang udånding, men damen var tilfreds. Han fik en hvid ring om den anden lillefinger. "Og nu siger du: VAMPYR. " Det havde han ingen besvær med for, der var ingen i hans nabolag og det var altid piger de var ude efter, så det legede de tit. "Udmærket," sagde damen og slyngede resten af det hvide uldgarn flere gange rundt om hans hals.

"Så," sagde hun "du er nu beskyttet mod alle zombi­er og alle lede ånder og trolde og vampyrer. Du har sagt deres navne og har dermed brudt deres magt. Og de tre hvide ringe du bærer, viser at du nu ejer den kraft der kan sende dem alle lige lugt i helvede, når som helst du ønsker det. De vil flygte langt væk fra dig nu, uden at standse." Damen tog hans hånd og deres øjne mødtes et øjeblik og der var slet ingen tvivl i hendes blik. Så vendte hun sig og gik ned til det busstop hvor hun skulle med. Han blev stående en lille tid. Uldgarnet om hans hals strammede en smule men han turde ikke røre ved det. Han kiggede på sine hænder hvor hans lillefingre tydeligt skilte sig ud med hver sin hvide ring. Så proppede han begge hænderne i lommen.

Han gik alene hele vejen hjem. Godt nok ikke lige hen forbi anlægget igen, men ned til fodgænger­overgangen og fulgte det modsatte fortov hele vejen. Hvergang han kom til en fjendt­ligsindet gadedør, knyttede han bare hænderne i lommen og lod hånden ind mod husmuren glide præcis så meget frem fra bukselom­men, at den hvide ring om lillefingeren kunne ses.

Og der skete ham intet.

Tilbage til  INDEX