Uddrag af romanen ”SNIGEREN” af Chr. R. Tobiesen.



KAPITEL 7

Det var Dorte, der fandt Mona og fik hende med hjem. Det var ikke let. Hvor meget Dorte end prøvede, lod Mona hen­de ikke røre ved sig. I stedet satte Dorte sig tavst ved siden af hende. Sådan sad de længe.

Til sidst rejste Dorte sig beslutsomt, greb Mona i et fast tag under armene og hev hende op.

»Kom så,« sagde hun. »Det er for koldt dette her.« Og hun trak Mona med sig over mod barakken. Hun nærmest slæbte Mona ind gennem vindfanget og lod hende falde ned på Mo­gens' seng.

Alma sprang op fra stolen og stirrede på Mona.

»Hvad fanden er der ...« begyndte hun, men en håndbevæ­gelse fra Dorte standsede hende.

»Der er sket et eller andet. Jeg ved ikke hvad,« sagde Dorte lavmælt. »Hun sad bare ovre på skråningen neden for skolen.«

Alma trak Monas trøjeærme fri fra hudafskrabningerne på hendes håndled og gispede. Hun ruskede i Mona, der lå med lukkede øjne.

»Mona, hvad er der sket? Hvor har du de mærker fra?«

Alma betragtede en kort stund den ubevægelige Mona. Så ruskede hun hende kraftigt i skulderen.

»Mona, for fanden. Hvor har du været henne? Hvad er der sket?«

Alma så rådvild på Dorte. »Har hun fortalt dig noget?«

Dorte rystede opgivende på hovedet. »Ingenting. Jeg kun­ne næsten heller ikke få lov at røre hende.«

Alma satte sig på sengen ved siden af den sammenkrøbne skikkelse og begyndte at stryge hende roligt over håret. Hun tog Monas hånd for at Undersøge mærkerne på håndleddet, men Mona trak med en voldsom, pludselig bevægelse hånden til sig, satte sig i én bevægelse over ende og brast i en kramp­agtig gråd.

Alma sad et sekund lamslået, men tog så om begge Monas skuldre og holdt hende fast ind mod sig uden dog at sige noget.

Mona forsøgte at vriste sig fri, men Alma holdt fast. Lidt efter sank Mona sammen i ryggen.

Dorte stirrede forskræmt fra Monas håndled til hendes op­hovnede ansigt. Nogen havde slået Mona. Hårdt endda. Og havde bundet hende til et eller andet. Men hvorfor?

»Har du været oppe i byen?« forsøgte hun sig, men Mona reagerede ikke.

»Har du?« spurgte Dorte hårdt, og Mona rystede svagt på hovedet.

»Hvor så?« Dorte ville vide besked nu, men Mona stirrede igen blot ud i rummet.

Alma rystede afværgende på hovedet, og Dorte satte sig på en stol. Hvorfor havde Mona været bundet? Hvem pokker kunne finde på sådan noget? Og hun havde ikke været oppe i byen. Altså måtte det være sket hernede eller ved ... En tanke ramte hende som et slag. Som et stød, der næsten standsede hendes åndedræt. Monas spirtusmærker! Der var kun én, der kunne finde på dette her. Dorte rejste sig hurtigt.

»Hvem bandt dig?« Hun greb Mona i skulderen. »Var det Otto?«

Alma så forbavset op, men blev i næste nu væltet omkuld af Mona, der skrigende sprang op fra sengen og styrtede om­kring i det lille rum.

Begge piger stod lammet et øjeblik ved Monas reaktion, men greb så ud efter hende. Hun slog vildt omkring sig, når Dorte prøvede at gribe fat i hende, og først da Alma desperat spændte ben for hende, tumlede hun om på sengen og krav­lede sammen.

Dorte og Alma stod og åndede tungt. De stirrede på hinan­den, rystet over det, der lige nu foregik omkring dem. Angst for det, der ville kunne ske fremover.

Mona lå hulkende på sengen med ansigtet begravet mod sine knæ. Alma satte sig igen hos hende, men var nu mere op­mærksom på, at Mona pludselig kunne springe op. Og hun begyndte at tale stille til Mona. Blev ved i lang tid. Bare ved med at tale.

Langsomt, i løbet af hele den aften, fik de så, sætning for sætning, ord for ord, halet beretningen om Ottos brutale overgreb ud af den skiftevis skrigende og grædende Mona. Langsomt fattede de rækkevidden af, hvad hun havde været igennem. Dorte vandrede rasende rundt om bordet og kylede rundt med blade, og hvad der ellers var for hånden, efterhån­den som Alma fik historien ud af Mona.

»For satan da. For satan da,« blev hun ved med at gentage, næsten hysterisk af vrede. »Han skulle skydes ned som en her­reløs køter. Uden barmhjertighed.«

Alma var bleg. Hun sad med hånden på Monas rystende skulder. Det her var mere, end de kunne klare i barakken. Mogens eller Lillelars måtte køre hende hjem, så snart de kom. Mona kunne ikke blive hernede, det var sikkert. Et sæt gennem Mona fik hende også selv til at fare sammen.

Det var Mogens, der kom hjem først. Han stirrede forbavset på de to pigers ansigtsudtryk, men Alma rejste sig hurtigt.

»Få fat på A.P.s bil,« sagde hun lavmælt. »Der er sket noget med Mona. Hun skal hjem. Nu.«

Mogens stirrede forbavset på den sovende, sammenkrøbne Mona.

»Hvad er der sket?« Han stillede værktøjstasken fra sig. »Er hun...«

Alma hævede hånden. »Senere,« sagde hun. »Få fat i bilen. Du skal nok få en forklaring siden hen.«

Han stirrede på Monas forbundne håndled og rynkede brynene.

Alma fulgte hans blik og rystede på hovedet. »Gå nu,« sagde hun desperat. »Men skynd dig.« Mogens stod et øjeblik med en irritation voksende i sit in­dre over Almas kommandotone over for ham, men noget i hendes stemme fortalte ham, at det var klogest at adlyde.

»O.K.« sagde lian. »Lillelars er ved at køre grejet hjem. Må­ske kan jeg nå ham på vejen.«

Kistara bemærkede bilen, der standsede neden for huset, og så Mona blive hjulpet ud. Hun smed, hvad hun havde i hænder­ne og lob derned.

»Du er Monas mor?« spurgte Mogens.

Kistara nikkede angst og greb fat i sin datter, men Mona udstedte et skrig og forsogte at skubbe hende væk. Kistara standsede overrasket. Mona rystede som af kulde.

Kistara vendte sig hurtigt mod Mogens, der afværgende lettede hænderne.

»Det hjælper ikke at spørge mig. Jeg ved ikke, hvad der er sket,« sagde han. »Jeg fik bare besked om at køre hende hjem.«

Kistara greb Monas hånd og så på forbindingen om hendes håndled og blev bleg. Mona forsøgte at trække hånden til sig, men Kistara holdt fast. Vreden drev som ild op i hendes an­sigt.

Komme her og læsse hendes datter af udenfor, fordi et el­ler andet var gået galt i barakkerne. Hun greb Monas anden arm, og Mona hylede og skingrede, mens hun vred sig for at komme fri. Kistara holdt hende ind mod sig og skubbede hende op mod huset. Skammens vrede pressede sig på, så hun fik smerter i nakken, men hun ville ikke stå her i aftensolen til åben beskuelse med en hysterisk datter.

»Kom med ind,« befalede hun Mogens kort, men da hun var nået op ad trapperne med den hulkende Mona, hørte hun bilen køre væk. Et bittert drag tegnede sig om hendes mund, og hun nærmest smed Mona ned i en køkkenstol. Så var det altså sket. Det, hun hele tiden havde frygtet, lige fra Mona be­gyndte at holde til sammen med håndværkerne. Vreden, er­kendelsen af, at alting nu var for sent, at hun nu skulle leve med den skam, at hendes datter blev losset ud af en håndværkerbil som barakvrag, væltede hende næsten over ende.

Abel stod i døren til stuen, mens de to mindste trængtes om hans ben for at kigge.

»Hvad er der sket?« spurgte han uforstående og så fra Mona til Kistara.

»Sket? Det kan du vel se?« Hun svarede hårdt og højt, men tog sig så i det.

»Hop ind i seng igen med jer,« sagde hun til de to drenge, der hurtigt forsvandt ind på briksen. Abel blev stående i do­

ren.

»Mona er kommet hjem. En håndværker korte hende her­op,« sagde Kistara mellem tænderne. »Jeg ved ikke andet.«

Hun greb Mona om håndleddet og viklede febrilsk de pri­mitive bandager af, førend Mona kunne reagere. Et gråd­kvalt, lettelsens suk banede sig vej ud, da hun så, at det ikke var det, hun frygtede, samtidig med at dybe rynker tegnede deres spor over hendes pande ved at se de blodunderløbne spor på Monas håndled. Vreden sivede ud af hende. Efterlod hende klar.

»Hvad er der sket med dig?« Kistaras stemme var rolig, nu da den første angst havde forladt hende.

Mona reagerede ikke. Det var, som om hun slet ikke regi­strerede deres tilstedeværelse i køkkenrummet.

Abel trådte et skridt frem og ruskede hende i overarmen.

»Du kan vel svare,« for han op.

Mona sprang op, så hendes stol væltede, bøjede sig forover med knoerne presset mod sine tænder og hylede i stød i en hvinende, guttural hylen.

Abel stod chokeret et øjeblik. Så greb han ud efter Mona, men Kistara skød sig imellem.

»Abel, gå ind i stuen.«

Abel ville sige noget, tøvede, men vendte sig så og satte sig ind på briksen. Mona lå hulkende på gulvet i en ynkelig stil­ling, og han vidste, at han intet kunne gøre.

Kistara hjalp Mona op på stolen og satte sig over for hende.

»Fortæl mig, hvad der er sket,« sagde hun stille og rakte Mona et lommetørklæde, uden at Mona dog viste tegn på at se det. Kistara lagde det på bordet foran sig.

»Hvem var det, der kørte dig hjem? Har han noget med det at gøre?« Kistara ventede på svar, men Mona sad ubevægelig med ansigtet stift som en maske.

»Så svar dog, pigebarn.« Kistaras stemme var rolig, men den dirrede svagt af en voksende uro over det skuespil, hun plud­selig var blevet involveret i. Mona stirrede på et tilfældigt punkt bag hende. Kistara følte afmægtigheden bane sig vej gennem sit indre. Håndværkeren var bare kørt af sted igen uden at give noget svar, og Mona selv ville åbenbart ikke. Men svar måtte hun have.

»Mona?« Hun tog sin datters hoved og drejede det mod sig, så hun så hende i øjnene. »Mona, hvad er der sket? Hvem har ...?« Længere nåede hun ikke i sit spørgsmål, førend Mona med et voldsomt sæt stødte hende baglæns mod gasbordet. I et spring var Mona fri af stolen og inde på sovebriksen, hvor hun i et hjørne gemte ansigtet mod sine knæ og begyndte at rokke frem og tilbage uden en lyd.

Abel rejste sig langsomt. »Det var som fanden. Er tøsen ble­vet totalt kulret? Hun kan da ...«

Kistara lagde hånden på hans arm. »Lad hende være,« sagde hun stille. »De har gjort et eller andet ved hende nede i barak­ken. Det skal nok komme frem engang.«

Abel knyttede hænderne, så vendte han sig i en pludselig

bevægelse mod væggen og greb jagtgeværet. Han åndede tungt.

»Først snupper de vores arbejde og bagefter vore døtre. Om jeg skal lede hele natten, skal den sjover findes.«

Desperat greb Kistara om geværets lob. Holdt det fast.

»Nej. Abel.« Angsten gjorde hendes stemme skinger. Abel slappede forbavset grebet lidt-

»Dumhed fjernes ikke med mere dumhed,« hvæsede Kista­ra anspændt. »Lad være med at gøre noget tåbeligt.«

Abel sank sammen i skuldrene og lod Kistara tage geværet.

»O.K.« sagde han lavt, »men kan du måske få ud af tøsen dér, hvad der er sket? Eller hvem der har gjort det?«

Kistara nikkede.

»Måske,« sagde hun træt. »Måske.«


KAPITE L 14

Kistara var klar over, hvad hun ville. Hun spadserede ned fra Bjerget og op på den anden side. Op forbi K.G.H.-kontoret og op til Kommunia-Attappia, kommunekontoret, hvor ar­resten lå i kælderen, og politiet havde enden af en fløj i den lille H-formede bygning. Bag den var sprængningsfolkene i gang med at sprænge klippen væk til en udvidelse.

Kistara bankede på og gik ind. Eriksen, politiassistent og distriktsbetjent, så op.

»Goddag,« sagde han venligt. »Er du kommet for at se til Abel?»

Kistara rystede på hovedet. Det var hun også, men det var af en helt anden grund, hun var her på kontoret nu.

»Jeg vil gerne anmelde et overfald. En voldtægt,« sagde hun fast. Eriksen lod hænderne synke ned mod tastaturet på den skrivemaskine, han havde foran sig.

»En voldtægt,« sagde han langsomt. Måske dukkede moti­vet til Abels skyderi nu frem.

Kistara nikkede. »Mod Mona. Min datter.«

Eriksen tog lettet papir op af skuffen og rodede efter en kuglepen på skrivebordet. Den lå i vinduet. Han skrev Monas navn op. Havde Ulrik mon været i gang med ...?

»Hvornår skete det?« spurgte han og skrev Ulriks navn ne­den under Monas.

»Det ved jeg ikke,« svarede Kistara stille.

Eriksen så op med rynkede bryn.

»Mona har ikke villet sige noget,« sagde Kistara. »Maia har fortalt mig det. Det var to danske håndværkere - i en barak. Mona var dernede.« Kistara tav. Hun skulle have lidt hold på sig selv. Eriksen stregede irriteret Ulriks navn ud igen. Nu stod atter kun Monas navn på papiret.

»Hvad hedder de to så?« Han satte kuglepennen mod papi­ret, parat til at skrive. Kistara sukkede og rystede på hovedet.

»Det ved jeg ikke. Maia sagde det ikke.« Det kom lavmælt.

Eriksen så op. »Hvad vil det sige?«

»Hverken Mona eller Maia vil sige det.«

Eriksen satte to minusser under Monas navn. Hvad var det­te her for noget? I en barak! En sniger, givetvis. Og konen kommer rendende her. Ved ikke hvornår. Eller med hvem. Og tøsen vil ingenting sige. Hvorfor kommer hun ikke selv? Men hun kan vel lide det på den facon.

»Hvor er hun nu?« spurgte han.

Kistara åndede dybt ind. Det var politiets pligt at hjælpe hende. Hun stod fast.

»I barakkerne,« svarede hun.

Eriksen så vantro op. »Sammen med de to håndværkere?«

Kistara nikkede. Han lagde blokken på skrivebordet. Det hang slet ikke sammen dette her.

»Hun vil ikke hjem,« sagde Kistara. Stirrede Eriksen stift i øjnene, indtil han smed pennen og gik hen til vinduet.

»Hør her,« sagde han vredt, »er du i det hele taget sikker på, at din datter ikke selv ...«

»Nej,« svarede Kistara hårdt. Hun indså det håbløse i hele affæren, men hun havde intet mere at miste.

»De var to. De bandt hende og voldtog hende. »Kistara ryk­kede ud med hele beretningen, og Eriksen stod tavs. Han gik hen og stregede Monas navn ud, mens han lyttede. Spurgte kort, ind i mellem, og lyttede videre. Skrev i stedet: Håndvær­kere, barakkerne og så Monas navn igen, elastikker og til sidst, et stykke nede på papiret, hund. Dette her havde åbenbart slet intet med Abel og Ulrik at gøre. Eller havde det? Mona var hjemme, lige før det skete.

Kistara tav. Eriksen sad optaget af sine egne funderinger og opdagede det ikke. Han så op. Kistara var tavs. Kiggede på ham. Han studerede papiret igen. Hendes mand sad nedenun­der i arresten for mordforsøg, hendes datter rendte rundt i barakkerne, og drengen skulle ikke være for godt udstyret. Hvad fanden ventede hun, at politiet kunne stille op? Og så med de oplysninger?

Fornemmelsen af, at hun forventede det umulige af ham, fik hans irritation til at stige. Troede hun, at han ville rende rundt efter to håndværkere, han ikke vidste hvem var, blot fordi de havde været lidt voldsomme ved en af deres kællin­ger dernede? Eriksen snøftede svagt. Hendes datter holdt vel til det, hvis hun boede i barakkerne. De levede jo af at ligge med benene spredt, de piger. Ballade havde han sgu nok af med dem, når de var fulde og aggressive. Han ville hellere losse en arrig isbjørn i detentionen end en af de kællinger. De skingrede op og kunne skrige de værste sjofelheder ud, når han måtte tage fat i dem. Smide tøjet midt i det hele og hyk­lerisk byde sig til. Og skælde én ud for de mest perverse ting, hvis man troede på deres invitation. Han så på Kistara, der ro­ligt stod ved skranken og ventede.

»Jeg vil finde ud af det,« sagde han træt. »Du ved ikke spor om, hvem det er?«

Kistara rystede på hovedet.

»Godt,« sagde han. »Jeg vil give dig besked, så snart jeg fin­der ud af det. Men der kan godt gå et stykke tid. Det bliver jo et større stykke opklaringsarbejde.« Så var han dækket ind.

Kistara tog sin taske. »Ja,« sagde hun bare.

»Skal du ned til Abel?« spurgte Eriksen og rejste sig fra skri­vebordet.

»Hvis jeg må?«

Eriksen tog et bundt nøgler og stak hovedet ind i et lille sidekontor.

»Hanseraq, vil du ikke vise vej til Abel Aputiteq?«

Hanseraq rejste sig og smilede til Kistara.

»Denne vej,« sagde han.

»Er Maia kommet hjem?« spurgte han ned ad trapperne.

Kistara rystede på hovedet. »Ikke endnu.« Eriksen sank ned bag skrivebordet. Helvedes til gøgl. Han rynkede irriteret panden. Hvad fik han nu sådan en gang håb­løst renden for? De var sgu skøre alle sammen, de håndvær­kere. Slide kodet af knoglerne i 12 timer, 12 dage i træk, drik­ke sig stangdrukne næsten hvcr andcn aften og så ellers ligge og hamre i gonorreen.

Hvor fanden skulle han begynde? Med hende? Hun kunne åbenbart ikke undvære liret, siden hun så hurtigt var stukket derned igen. Ævl og kævl og ballade. Han gloede på papiret med de få oplysninger. Voldtægt. Ja, god morgen. Tøsen var vel i fuldskab gået med til lidt ekstra sjov og var så blevet ædru midt i forestillingen, mens de andre morede sig med hende. Han måtte snakke med hende engang. Men det var ikke engang sikkert, hun ville. Han gad næsten ikke. Havde heller ingen forestilling om, hvordan hun så ud. Han forsøgte at danne sig et indtryk af hende, men opgav. Flot skikkelse sikkert. Det havde de gerne. Bundet. Liggende på knæ med røven i vejret. Han forestillede sig hende bagfra. Det faldt ham meget lettere. Han fik flammer i lænden. De havde sgu nok haft det sjovt den dag. Og en hund. Eriksen lukkede øjne­ne. Hvem fanden var også kommet med den idé? Var det den, der havde gjort hende ædru? Han så situationen for sig, og flammerne åd sig frem i lange, hårde buer. Hva' fanden. En fra eller til kunne da ikke genere hende. Den fik jo nok, hvad den kunne tage hver nat alligevel. Han holdt øjnene lukkede, og billederne rullede i hans baghoved. Hvorfor helvede var han ikke håndværker? Flammerne sprang i ham. Til sidst rejste han sig og gik ud på det lille toilet.
 

 

Tilbage til INDEX