En kort beskrivelse,                                                                                                                       Juni 2007

 

 

Jeg hedder Christian R. Tobiesen, født 1945, bosat i Esbjerg, i en alm. familie med kone og tre voksne børn, der nu er gift og fraflyttet og med hver deres børn

Uddannet 1970 – 1973 på Ribelund, Ribe, som omsorgsassistent/socialpædagog.

 

Afsluttede folkeskolen i 1958 og var dernæst på Karise Kost- og Realskole, hvorfra jeg i 1963 tog det der i sin tid hed Præliminæreksamen.

(Alm. Forberedelseseksamen)

 

Fra 1965 – 1969 rejste jeg på tommelfinger rundt i Israel, Syrien, Jordan, Iraq og det meste af Europa, arbejdede når jeg havde brug for kontanter og rejste videre når andre steder og andre muligheder lokkede. Det var skrappe men lærerige år.

 

I 1969 mødte jeg min kone der gik på lærerseminariet i Ribe og begyndte i april 1970 selv en uddannelse som omsorgsassistent ved Centralinstitution IV ”Ribelund”. Blev færdiguddannet som omsorgsassistent/socialpædagog i april 1973.

Fra 1973 til 1976 arbejdede jeg på Ribelund med autistiske og psykotiske børn i en lille børnegruppe.

 

I juni 1976 drog vi, dvs. hele familien, to voksne og to børn, til Grønland, da min kone havde fået en lærerstilling i Nuuk.

Da jeg ikke havde fået en stilling i Grønland ved afrejsen, måtte jeg selv finde et arbejde deroppe og fandt et job på ”Ungbo” en ungdomspension i Nuuk, hvor jeg var i tidsrummet okt. 1976 – aug. 1977, hvor jeg søgte og fik en stilling som førsteassistent på ”Prinsesse Margrethes børnehjem ” i Angmassalik (Tasilaq) på Grønlands østkyst og arbejdede dér indtil slutningen af 1978 da vi fik barn nummer tre. Så måtte jeg i stedet være hjemmegående husfar, fanger og fisker.

 

Juni 1980 returnerede hele familien til Danmark og fra nov.- 80 fik jeg stilling som klubassistent ved en Fritids- og Ungdomsklub i Esbjerg.

 

Arbejdede derefter som pædagog indtil jeg gik på efterløn for et par år siden.

 

Jeg er computerfreak om en hals og bruger timer på at arbejde med grafik på skærmen. Det giver næsten uanede muligheder.

 

Skriveriet har jeg haft med mig fra barnsben men det gik noget lettere da jeg lærte bogstaverne at kende.

 

Der vokser et træ

i evighedens midte.

Vokser ud af intet, ud i intet.

Frodigt ej, og ej dødt.

Bærer ej frugt, bærer dog liv.

 

Er ikke velsignet af lyset

og mangler ej lys.

for mørket hænger ikke

i dets grene.

 

Det hviler midt i intet

i evighedens midte,

og på min vej et nyt sted hen

vil jeg sætte mig i dets skygge.

 

Chr.R.Tobiesen.

 

 

 

 Tilbage til hjemmesiden