.En 34 timers bustur!                                                                                      Retur til forside

Sådan en bustur på 34 timer er en mærkelig oplevelse. I min store naivitet havde jeg troet at Tove og jeg kunne sætte os op i en overdådigt udstyret og velfungerende, højloftet turistbus med alskens komfort og nærmest flysæder at slappe af i og så ellers rejse os friske og udhvilede ved turens mål. Men 11/2 døgn senere var jeg blevet meget, meget klogere. Det tager stadigvæk de 34 timer at køre turen Kolding - Barcelona men det med luksusbussen forblev en drøm det meste af vejen. Første etape Kolding - Hamburg starter fredag nat kl. 01.50 i en af Tinggaards mindste (og nok også ældste) turistbusser, i en tætpakket, søvnig og meget varm bus. Chaufføren måtte ned for at vække flere der lå og sov på tværs af sæderne for at vi nytilkomne kunne få plads. At Tove og jeg kunne sidde ved siden af hinanden var mere held end forstand. Heldigvis skulle vi kun til Hamburg, erfarede jeg, 3 timer kørsel væk, så det gik lige.

Kl. 05.30 viste Hamburg sig at være et forrygende kaos. Ikke byen, men det sted vi blev losset af bussen for at komme videre. Rutebilstationen er p.t. en udgravet byggeplads så al omladning foregår på et stykke fortov og ellers ud på ringgaden. Alle der skulle videre sydpå mod Frankfurt - og det var de fleste - skulle stå af og finde hver sin bagage, der blot blev dynget op i en stor stak på fortovet. Vi skulle finde en bus no. 12 mod Frankfurt som ville ankomme om ca. en halv time. Der kom bare et utal af busser og vi måtte fare frem og tilbage for at se om der var et skilt NO 12 på forruden. Alle EURO-LINES busser fra Frankfurt, Paris, Prag, Stockholm m.fl. plus andre busselskaber ankom til samme fortov, der hurtigt blev fyldt op og så holdt busserne bare parkeret i 2. position ude på vejbanen, så forvirrede passagerer, kufferter, tasker og andet gods i store mængder og forbikørende tyske morgensure bilister moslede rundt mellem hinanden. Det fylder alt sammen. Kl. 06.00 om morgenen, uden en nats søvn, er jeg ret søvnig, så da BUS 12 dukkede op glædede jeg mig inderligt. Den var både større og flottere. Og Tove og jeg fik fin plads nær midterudgangen - og toilettet, fandt vi ud af. For da solen syd for Hamburg stod op på en skyfri himmel, begyndte det snart at blive meget varmt i bussen. Vi havde air condition, men det forslog ikke rigtigt noget og ca. midt på formiddagen bredte en stiv og stram lugt fra toilettet sig i hele kabinen. Den var barsk. Chaufføren forklarede at toilettet var gået i gæring og vi opdagede hurtigt at det også var utæt. Det hele "mobile lokum" fortsatte dog med alle passagerer (og lidt tiere pauser) til Frankfurt hvor vi ankom kl. ca. 13.00 lørdag. Vi blev sat af på garageanlægget hvor vi fik at vide at vi skulle holde øje med en turistbus fra selskabet "PLACKE" der nok ville dukke op om ca. tre kvarter og fragte os videre mod Barcelona.

Der kom også en bus fra "PLACKE". Faktisk kom der en 7 - 8 stykker i den mellemliggende tid, uden noget skilt i flere af dem om deres rejsemål. De skulle til Slovenien og Kroatien og Istanbul de fleste af dem og vi var henne og spørge dem alle om de kørte mod Spanien. Til sidst Kl. 15.00 kom vi af sted i den luksusbus vi havde drømt om, efter en del forvirring hvor chaufføren ikke kunne finde ud af hvilken af to busser der skulle ind omkring Perpignan først. Det var en drøm at sætte sig i gode, brede sæder med rigeligt benplads, godt toilet (hvad der betyder meget på så lange stræk) og bare slappe af de næste 21 timer. Så lang tid tager det at køre fra Frankfurt til Barcelona. Ned over Karlruhe og Rhinen, videre forbi Lyon ved nattetid indtil vi kom til byerne Perpignan, Figueres og Girona hvor nogen skulle af. I Figueres lykkedes det chaufførerne, der skulle finde jernbanen, at fare vild i den gamle bydel og måtte opgive art komme videre da vi pludselig stoppede i en blindgyde. En ældre, lokal beboer blev inviteret ombord i bussen og langsomt fik han os alle gelejdet tilbage til hovedgaden og stationen. Den ekstra, uventede bytur på en halv times tid i Figueres gamle bydel var hele turen værd.

Søndag kl. 12 ca.  stod vi så på pladsen foran busterminalen i Barcelona. Øm i kroppen, trætte, varme og svedige og kiggede på hinanden og omgivelserne. Vi havde med vilje ikke på forhånd reserveret hotelværelse i Barcelona så vi hankede op i vores rygsække og begav os af sted. Vi havde set på et kort at vi skulle finde en vej der gik på skrå af de øvrige og jeg slog ud med hånden - og Tove sagde "den vej"!! Det viste sig at holde stik. Vi var klar over vi skulle finde den gamle del af byen hvor hoteller i vores prisklasse lå, men der var længere på gåben end på kortet. Og det var smeltende varmt. 36^o i skyggen. Ind i skyggen alle de steder det var muligt. Det tog ca. et par timer at nå ned til området og så gik vi og kiggede efter et hotelskilt der virkede tilpas til os. Midt i solen på en åben plads så vi en lille gade og et hotelskilt og gik derind. "Hotel Reding" hed det og dér blev vi. Eget bad og air condition på værelset. Det lærte vi hurtigt var en uundværlighed med 35^o i skyggen. Det lå meget praktisk lige indenfor grænsen mellem den gamle bydel og den "moderne" hvor Gaudi byggede, så begge dele kunne nås på gåben. Siden lærte vi dog hurtigt at sætte pris på Metro'en.