Da vi havde færdiggjort hele omvandringen i Barcelonas Nationalmuseum,
var der faktisk ikke meget benarbejde tilbage i os. At spadsere fra det
tredje århundrede før Kristi fødsel, til det niende århundrede efter,
giver rækkevidde. Også i benene.
Men da vi var oppe på toppen af MontJuice, og det eneste vi egentlig
havde i tankerne var skygge, så valgte vi at spadsere vejen ned til MIRO gennem
skoven lige så stille. Så kunne vi selv vælge skyggesiden. Skyggen på
vej derned skiftede og sjældent til vores fordel, men ned af vejen gik
det til Miromuseet. Jeg ved at de i Barcelona har et meget finere navn for
det, men det er faktisk hvad det er. Et museum over Miro.
|
|
Noget nyt for mig var at vi fik udleveret CDafspiller og
høretelefoner. Så kunne vi gå en rute og høre guidede forelæsninger.
Den sal det og det nummer o.s.v. Udmærket ide. Bortset fra at den var svær at hitte rundt i, -
afspilleren altså - og det var, hvad der irriterede mig meget, ikke
muligt at snakke sammen med Tove om de udstillede billeder. Samtalen og
vurderingen er et vigtigt islæt ved at se en udstilling.
|
|
|
Vi fik set MIRO fra de første kradserier i et ligegyldigt stilehæfte
og vi fik MIRO repræsenteret på et utal af aldeles ligegyldige
avissider, blot med en tilfældig streg under avisens navn eller en krusedulle
omkring et tekstafsnit. "Dér har MIRO sat sit præg."
Der var ni sale med tilfældige MIRO"streger". Det var
næsten for meget.
|